Soto – den stakkel – han var en trist skæbne. En lærestreg om at man aldrig går imod ens intuition når det kommer til at købe en hundehvalp. Er man det mindste usikker, kører man hjem uden hvalp uanset hvor meget man har investeret i at følge hvalpene.

Jeg havde været i Belgien to gange for at tjekke kuldet ud. Anden gang jeg kom, var opdrætteren røget i spjældet og kæresten stod tilbage og skulle klare ærterne, inklusive at sælge hvalpene. Jeg var førstevælger på en hanhund, og på andet visit valgte jeg den som hele tiden bare gerne ville op til mig, når jeg satte ham ned på gulvet. En sød og dejlig hvalp. Kæresten var ikke sikker på at jeg kunne få ham (uden yderligere forklaring) så for en sikkerheds skyld valgte jeg også en tæve. Jeg bad specifikt om at hun kontaktede mig hvis jeg ikke kunne få hannen, og at min hvalp ikke skulle ørekuperes. Det var en aftale!

Så arrangerede jeg for anden gang med min far at vi kørte ned for at hente hvalpen. Da vi skulle derned, havde jeg fået en mail fra opdrætterens kæreste om at den skulle hentes hos en anden. Hun var ved at gå ud af sit gode skind for opdrætteren havde to kuld liggende samtidigt, og hun magtede ikke jobbet. Så dette første kuld blev sendt over til en kammerat for at være der den sidste uge. Og her var det så at jeg skulle have sagt stop – I beholder bare de 300 kr i depositum! Men jeg havde allerede brugt små 5000 kr på at se hvalpene to gange. Men dengang tænkte jeg at det går nok.

Afsted kørte vi og havnede i en forfærdelig snestorm i Tyskland, et par timer før den Belgiske grænse. Vi kom sent frem pga af sneen, men vi fik da lov til at se hvalpene efter at vi havde fået en god portion af den lokale ret – kalvetunge. Vi gik herefter ind til hvalpene, som blev lukket ud af deres soveplads. Nu så jeg at der kun var én hanhvalp, og det var klart ikke den jeg havde valgt. Faktisk var det den eneste af hvalpene jeg ikke ville have, for jeg kunne lige så tydeligt huske at den ikke kunne falde til ro ved mit sidste besøg. Efter at alle hvalpene havde lagt sig til at sove, blev denne hvalp bare ved og ved. Jeg påpegede overfor kammeraten at det ikke var den hvalp jeg havde valgt, og han fik rynker i panden. Jeg tror ikke at de havde regnet med at jeg kunne se forskel! Dumt! Og de havde sørget for at de to andre hanner var blevet afhentet inden jeg kom! Jeg fik nu i stedet tilbudt at jeg kunne vælge hvilken som helst tæve – problemet var bare at de havde sørget for at ørekupere dem alle sammen. Jeg følte mig ret så røvrendt og havde brugt over 7500 kr nu bare på at rejse frem og tilbage.

Jeg besluttede mig for at kigge lidt på hvalpene igen. Nu hvor hvalpene havde leget lidt, lagde alle tæverne sig tilbage i deres soveplads, mens hanhvalpen ikke kunne finde ud af at lægge sig derind. Han ville bare ikke forbi de to søde tæver, der havde lagt sig ved indgangen og kiggede ud. Jeg var ret bekymret, for jeg syntes ikke det så så godt ud, men tænkte at når han kommer væk fra sine søskende og bliver socialiseret ordentligt, ville det måske alligevel gå.

Og det var så lærestregen. Vælg aldrig en hvalp der ikke kan falde til ro og ikke kan finde ud af at spise! For det gik aldrig. Stakkels Soto, som var glad for alle mennesker, var hypersensitiv over for visuelle indtryk. Billygter opfattede han som stirrende øjne og blev mere og mere panisk og aggressiv i et forsøg på at håndtere sit problem. Han havde en række episoder af forskellig slags, som meget hurtigt gav mig en idé om at der var noget rivende galt, men der var bare ingen andre end mig der kunne se det. Da han kom i puberteten begyndte han at udvise omdirigeret aggression, sådan at han bed ud efter mig, når der var noget andet der fremkaldte angst hos ham, og det var typisk biler, men også andre hunde efter at han var blevet overfaldet af en rottweiler og en amerikansk bulldog, der ikke skulle have været løse.

Da Soto var 13,5 md. tog jeg ham fra Århus til Sjælland for at få ham tilset af en adfærdsbehandler. På det tidspunkt var der ikke mange at vælge imellem i Danmark, og de fleste var ikke synderligt gode. På det tidspunkt var det bedste bud Biodyr. Jeg ankom og vi blev der i 3,5-4 timer, hvor Soto nærmest nåede at rasere hele klinikken, og det var så tydeligt at man ikke kunne trænge igennem til ham uden meget store bogstaver og fysisk indskrænkning. ADHD var det der sprang i øjnene. Vi var helt enige om at Soto ikke skulle omplaceres, da jeg så bare ville flytte problemet over til nogle nye mennesker, og det ville jo hverken være godt for dem eller Soto. Vi var også enige om at jeg ville give ham 14 dage med nogle nye teknikker. Soto og jeg kørte trætte hjem.

Præcis 14 dage senere var jeg og en veninde ude at gå en tur med Soto, hvor han to gange i træk med kun et par minutters mellemrum ville springe ud efter en varevogn for at overfalde den. På trods af at jeg holdt ham tilbage med et roligt men bestemt nej, vendte han sig mod mig efter den anden varevogn. Nu var hans øjne helt grønne af arrigskab og nogle sekunder senere havde han bidt mig i armen. Han hoppede tilbage igen og gentog sin adfærd. Vi gik straks hjem og jeg ringede med det samme til dyrlægen for at få en tid til aflivning. Dyrlægen tøvede ret så meget, for de gider jo ikke tage på arbejde for at aflive en hund en søndag. Men jeg insisterede og håbede bare at Soto ville falde så meget ned, at jeg kunne sidde med ham i en taxi.

Det lykkedes. Og da vi ankom hos dyrlægen, fik jeg forklaret hende situationen. Hun var nu sød og venlig og for første gang i sit liv fik Soto fred. At aflive ham var det bedste jeg havde gjort for ham. Og for første gang i 12 mdr. var der stille og roligt i mit hjem.

Jeg talte siden med flere af mine meget kompetente venner, som kender til problemer med adfærd og hjernen. Samstemmende fik jeg peget på at Soto sandsynligvis var født med en svulst i hjernen. Og siden har jeg holdt mig fra hvalpe, hvor min intuition fortæller mig at den og den hvalp skal jeg holde mig fra.

Sotos endelige førte mig videre til Hiske, udelukkende fordi en veninde gerne ville have mig med ud at se på hende og hendes mor. Min veninde ville måske gerne have en hvalp efter moderen næste gang den skulle have hvalpe. Tja, hvad kan jeg sige – jeg så Hiske og hende måtte jeg have – og hun blev den første (og indtil videre eneste hund jeg har købt mere eller mindre spontant). Og trods udfordringer så har jeg aldrig fortrudt at have fået sådan en dejlig hund.

Stambog/Pedigree

Kan ses her: https://www.working-dog.com/dogs-details/103813/Xxl-vant-Hof-ter-Eeckhout